Måske godt nyt om bevisbyrden ved parallelimport

Jeg har for nylig ført en sag ved Sø- og Handelsretten, som drejede sig om en mulig ulovlig parallelimport af Davidoff parfumer.

Davidoff har overdraget rettighederne til deres varemærke til et tysk selskab (Coty Prestige Gmbh), som var repræsenteret af en advokat fra et firma med hovedsæde i København, og jeg repræsenterede onlinebutikken Perfumeshop.dk.

Davidoff gjorde under sagen gældende, at Perfumeshop havde overtrådt deres rettigheder i mindst to tilfælde. Davidoff havde foretaget såkaldte ”testkøb” via min klients hjemmeside. I praksis foregår sådanne testkøb ved at man lader private personer indkøbe parfumer via hjemmesiden, og så undersøger man de produkter, som man modtager. Vi fik aldrig oplyst det præcise antal testkøb, men det stod under sagen klart, at man havde købt en del parfumer, og at de to af dem (af mærket Davidoff) efter modpartens opfattelse var importeret uretmæssigt, idet de oprindeligt var tiltænkt solgt udenfor EU. Således tilskrev man Perfumeshop og meddelte, at man udfra talrækken under stregkoderne kunne udlede, at de to indkøbte produkter oprindeligt var tiltænkt solgt i henholdsvis Argentina og Hong Kong.

Perfumeshop kunne ikke erkende overtrædelsen, idet man havde købt parfumerne igennem en grossist i Grækenland, som skriftligt erklærede at have købt og tolddeklareret produkterne i Amsterdam. En sådan erklæring er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bevise, at man ikke har overtrådt et forbud mod parallelimport, idet man jo ikke derved kan gå tilbage igennem alle omsætningsled og derved bevise, at rettighedshaveren selv har bragt varen i omsætning indenfor EU. Men i sagen gjorde vi gældende, at modparten var nærmest til at bære den indledende bevisbyrde for, at varen oprindeligt var tiltænkt solgt udenfor EU.

Vi opfordrede i den sammenhæng modparten til at fremlægge en faktura, som beviste, at de havde solgt varen til en grossist i Argentina henholdsvis Hong Kong. Modparten efterkom ikke denne opfordring, men henholdt sig til en vidneforklaring fra en ansat.

Faktisk gjorde vi mange ting gældende, for man vil jo helst optimere chancerne for at vinde sagen, men det var altså dette argument, som endte med at være det bærende i Sø- og Handelsrettens afgørelse. Sø- og Handelsretten udtalte rimeligt klart, at det – i hvert fald under de omstændigheder som var gældende i denne sag – er rettighedshaver, som skal starte med at bevise, at produkterne ikke med deres frie vilje er sat i omsætning indenfor EU. Først derefter overgår bevisbyrden for at man har ret til det til den anden part.

Denne afgørelse har væsentlig betydning for alle erhvervsdrivende, som har prøvet at få, eller som i fremtiden modtager et brev, hvor nogen meddeler at man har overtrådt deres rettigheder i forbindelse med ulovlig parallelimport. Den situation opstår oftere end man skulle tro, og det er min klare opfattelse, at mange er blevet anklaget for sådanne påståede overtrædelser, selvom de har handlet i god tro.

Herefter har man i hvert fald (formentlig) med denne retspraksis krav på, at modparten starter med at bevise sin påstand.

Bemærk at Davidoff (Coty) har indbragt sagen for Højesteret, og at man desuden har varslet at ville forelægge præjudicielle spørgsmål for det EU-retlige system.

Eventuelle interesserede kan kontakte mig for at blive opdateret om sagens udvikling.

Link til den fulde afgørelse findes her.

Posted in Jura